Pædagog: "hvad kan Naturcenter Amager Strand, som vi ikke kan”

Hver fjortende dag skifter Lars byens liv ud med åbne vidder, blafrende træer og bølgeskvulp. Han startede sin pædagogiske karriere som medhjælper, uddannede sig siden hen til pædagog, og kan nu tælle mere end 30 år – i den samme børnehave vel at mærke.
Lars | Pædagog i Børnehuset Sølund

Hvad var dine første tanker, da du hørte, at nogle fra naturcenteret skulle besøge jer?

“I starten var jeg sådan lidt … hvad kan Naturcenter Amager Strand, som vi ikke kan. For pædagogisk set har vi altid haft meget fokus på naturen og italesættelse af de ting, vi er i berøring med ude på legepladsen. Men der må jeg bare erkende, at der blev jeg meget positivt overrasket”.

Hvad var det, der overraskede dig?

“Efter vi havde Jens og Louise fra Naturcenter Amager Strand på besøg, var det en øjenåbner, simpelthen. Vi havde en rigtig god indledende snak om børnegruppens behov og erfaringer med dyr og natur, og sammen fandt vi ud af nogle ting, der var i tråd med vores pædagogik og vores måde at arbejde på – og selvfølgelig vores faciliteter på legepladsen”.

Har du fået mere viden i din pædagogiske rygsæk?

"Jeg synes, at man lige har fået et ekstra lag på, uden at det bliver for skoleagtigt. Noget, jeg virkelig har taget til mig, er det der med at undre sig. Hvis et barn spørger: ‘hvad spiser en edderkop?’ – har man jo en tendens til hurtigt at tage en ipad og google – og så fortæller man det til børnene. Det bliver hurtig viden, og det siver ud igen – det sætter sig ikke rigtig fast.

Men da vi ændrede hele vores tilgang og blandt andet begyndte at undre os sammen med børnene, fik vi faktisk en samtale ud af det –og det videreudviklede sig til et stort tema om edderkopper, som oven i købet strakte sig over 6 fantastiske uger”.

 

Forløbet er jo afsluttet nu, men hvad gør I så med samarbejdet fremover?

“Vi fortsætter. Men det bliver bare nogle andre, der kommer til at samarbejde med Jens og Louise, og så får de jo også en øjenåbner. Det er jo lige det, når man har en institution med 20 medarbejdere, så tager man det i mindre bidder.
Næste år bliver det nogle andre kolleger, som skal arbejde tæt med naturcenteret. På den måde får vi det implementeret, så det bliver en naturlig del af institutionens måde at tænke på. Så det her samarbejde er i hvert fald kommet for at blive, så meget kan jeg sige”.

 

Vil du have besøg af Naturcenteret?

Du kan læse mere om det konkrete forløb her: Science i Sandkassen

Kontakt

Naturcenter Amager Strand